Tilfældets GudShare|
Kirsten Thorups nye roman ’Tilfældets Gud’ er dybt vedkommende og stærkt foruroligende

Kirsten Thorups stort anlagte roman handler om de fatale følger af et tilfældigt møde mellem den danske karrierekvinde Mariana, kaldet Ana, og en ung, gambiansk pige, Mariama.
42-årige Ana har ofret alt for sin karriere som højt placeret økonom i den danske afdeling af Rower International. Hun lever og ånder for sit arbejde. Begyndende stresssymptomer får firmacoachen til at sende hende på en kort ferie i Gambia. Og her i et luksuøst turistområde med patruljerende sorte vagter og høje mure til verden udenfor, privat strand, kølige drinks og internationalt køkken møder Ana teenagepigen Mariama (hvis navn – tilfældigvis? – betyder Guds Gave). Hun sælger frugt og snacks til de rige turister på stranden i stedet for at gå i skole.
Bosslady
Uforklarligt og som en malstrøm suges Ana ind i sin sorte fattige næsten-navnesøsters liv. Der går ikke lang tid, før Mariama er ude med spørgsmålet, om ”Bosslady”, der strør om sig med penge, vil være hendes sponsor. Anas betingelser: at møde tanten, som hun bor hos; Big Mann, familiens overhoved, som lader børnene stå i giftige dampe og smelte genbrugsmetal; se skolen, som Mariama familie ikke længere har råd til. Betingelsernes bliver opfyldt på en dramatisk og farlig taxatur ind i ”mørkets hjerte”, hvor Ana bliver konfronteret med dén afrikanske virkelighed, som turistbrochurerne ikke skriver noget om.
Sponsoratet etableres. Skolepengene kan bare overføres via Union Western, ved Mariama. Som afskedsgave får hun den uundværlige mobiltelefon, så de kan holde kontakt, da Anas ferie er slut. Opkaldene fra Gambia viser sig at være endeløse: flere penge, gråd og latter. ”Hjælp mig, Bosslady!”
Mislykkede projekter
Mariama bliver en besættelse for Ana, der i mødet med hende får vendt op og ned på sin gennemkontrollerede tilværelse. Hun er parat til at ofre alt for Mariama og hjælpe hende til Europa. Planen lykkes. Den unge pige lander i det multietniske London, hvor Ana også selv har slået sig ned med udsigt til job i firmaets londonafdeling.
London-projektet, som Ana havde planlagt for sig selv og sin unge protege går bare ikke som forventet. Ana får ikke jobbet og bliver arbejdsløs. Mariama må spise Ritalin for at klare presset i sin engelske privatskole og hendes eget projekt – at Ana også skulle forsørge familien hjemme i Gambia – går jo heller ikke som forventet. En arbejdsløs sponsor er ikke meget bevendt!
Hun tager sagen i egen hånd og beslutter sig for at blive illegalt i London, få et arbejde og tjene penge til familien hjemme i Gambia. Ana genoptager sin gamle skjulte passion for at spille på nettet. Der er et stort overtræk på hendes konto, der nu skal dækkes efter den mislykkede investering i London-projektet.
Ubevarede spørgsmål
Kirsten Thorup kan sit roman- håndværk og har gjort sit researcharbejde godt og grundigt som altid. Ingen tvivl om det. Forfatteren stiller stilsikkert skarpt på den moderne gennemkontrollerede Ana, men alligevel er det som om romanens to hovedpersoner aldrig bliver rigtig levende mennesker af kød og blod.
Man lades som læser tilbage med en følelse af, at man skal sluge ganske mange ubevarede spørgsmål for at historien kan blive fortalt. Hvad driver dybest set Ana og hvorfor satser hun alt, hvad hun ejer og har på Mariama? Sender en familie i Gambia virkelig en teenagepige til London med en mobiltelefon og Western Union som eneste sikkerhedsnet?
Penge
Romanen handler ikke om moderne nødhjælpsarbejde. Og den handler heller ikke om ligeværd eller menneskerettigheder. Den handler måske om samhørighedsfølelse og forbundethed på tværs af hudfarve, religion og landegrænser.
Men i hvert fald handler den i al sin grumhed om, hvad penge gør ved mennesker. Både ved dem, der har nogle, og dem, der ingen har. Den handler om mødet mellem fattig og rig, mellem syd og nord, mellem sort og hvid. ’Tilfældets Gud’ ejer en rigdom af iagttagelser af, hvad der sker, når disse modsætninger mødes.
Mødet er bestemt hverken harmonisk eller kønt set med Kirstens Thorups øjne. Men uundgåeligt i en globaliseret verden, hvor mødet hele tiden finder sted - i Danmark og overalt i verden. Derfor romanen værd at læse. Dybt vedkommende og stærkt foruroligende.
Sognepræst Hanne Lise Rosenberg, Jesuskirken
Tilfældets Gud
Af Kirsten Thorup
Gyldendal 2011