Lige i øjetShare|

ANMELDELSE: Inspirerende og ny bog præsenterer en oplevelsesbaseret og kropslig tilgang til undervisningen af minikonfirmander

En anmeldelse af et stykke undervisningsmateriale skal selvfølgelig skrives af en underviser, men helst skal eleverne også tages med på råd. Jeg har haft to hjælpere til at skrive denne anmeldelse, Sebastian og Fie, som begge nogenlunde svarer til aldersgrupper for minikonfirmander.

Maria Baastrup Jørgensen har lavet en bog til minikonfirmander, som efter min bedste overbevisning rummer den eneste vej at gå i arbejdet med aldersgruppen: Den oplevelsesbaserede og ikke mindst kropslige tilgang.. Fie og Sebastian synes Kamilla Wichmanns illustrationer til bogen er sjove, men at de er for små, og at bogen har for meget tekst. De vil hellere høre præsten fortælle, og Fie synes det er ”mærkeligt med alle de ord, når vi nu skulle bruge kroppen”. Jeg indvender over for dem, at når genfortællingen af bibelteksten står i deres bog, kan de tage den med hjem og få historierne læst op af far og mor. Det tror de nok, at far og mor ville gøre, hvis præsten sagde, at det var ”forældrenes lektier”. Og dét kunne være skægt at komme hjem og sige.

En kropsdel for hver lektion
Hver af de 12 lektioner i bogen bruger en kropsdel som udgangspunkt for bibelfortælling og aktiviteter. For eksempel hedder anden lektion ”op med hovedet”. Først genfortælles historien om Adam og Eva og derefter den om Kain og Abel. Genfortællingerne handler om, at mennesker kan blive flove og vrede, men at Gud beskytter os, selvom vi selv har ansvaret for at leve livet. Hver lektion har fire faste ikoner: ”prøv selv”, ”i kirken” ”hvad med dig” og ”vidste du”. I denne lektion skal man prøve at stille sig foran et spejl og lave forskellige ansigtsudtryk. Man kan også læse at ”i kirken” lyser præsten velsignelsen. Minien bliver desuden opfordret til at tegne, hvordan Kains mærke mon så ud (”Aaaalt for lidt plads til at tegne på”,  får jeg at vide) Og ”vidste du”, at velsignelse betyder både nåde og beskyttelse?

Mission accompliced
Materialet har selvfølgelig også en lærervejledning, og til hver lektion er der en introduktion til temaet og ideer til undervisningen. Introduktionen til lektion to præsenterer synd og skam og nåde, og overvejelser om hvordan disse tre begreber kan sættes i forbindelse med hovedet. Det foreslås, at man starter med en samtale om hovedet i denne kontekst: Man bøjer hovedet i skam, man gemmer sit ansigt, når man er ked af det, man holder hovedet højt, når man er glad og stolt. Og det skal selvfølgelig prøves af, der er forslag til ballonleg og ansigtsmaling og til kopiering et ark med ansigtsudtryk, som børnene er meget optaget af at udfylde. Fie og Sebastian kan godt lide, at man kommer til at tænke mere over, hvordan man bruger sin krop og sine ansigtsudtryk, og Sebastian tror, at Gud ser glad ud, når vi er gode til at bruge hovedet. ”Mission accompliced” kunne man vel sige.
 

Hat og briller
Hvis man skal indvende noget mod noget, så er det et alt for kompliceret lille rollespil, hvor børnene skal deles op og planlægge og opføre et skuespil over temaerne syn, skam og nåde. Jeg kan næsten love, at det vil gå op i hat og briller, med mindre man er minimum en 12-14 voksne per gruppe. Dét spil ville jeg aldrig lave med minier. Men jeg fik inspiration til at lave et styret spil, hvor vi alle spiller nogle roller, og børnene får lov til at foreslå, hvad der skal ske, efterhånden som historien skrider frem. Især er mine forsøgskaniner vilde med, at de kan instruere mig til at blive flov eller vred. Det tager kegler at se præsten på slap line. For de gider ikke blive ved med at stå at skære ansigter, når de føler sig skamfulde, eller når Gud er dem nådige, det har de allerede gjort foran spejlet tidligere. Allerede mens vi havde den indledende samtale, begyndte de såmænd at lave mærkelige grimasser, når vi taler om at være sur eller skamfuld osv., så nok er nok.

Lige i øjet
Til hver lektion får jeg vejledning til en andagt. Flere af andagterne har rigtig velvalgte forslag; når det fx har handlet om ”næsen” og Guds ånde/skabelse, skal man selvfølgelig op til orglet og høre det bruse, og de 12 andagter får børnene godt rundt i kirkerummet og giver lejlighed til at udforske og arbejde med i liturgien med kroppen.

Overordnet set er bogen med sin pædagogiske metode en god måde at arbejde sig gennem temaer, som det er en stor udfordring at formidle til børn. Selvfølgelig skal man have et tema om ”arme”, når man skal lære minier om diakoni! Og selvfølgelig er temaet knæ, når man introducerer dem til bøn. På rigtig mange måder er bogen ”lige i øjet” til underviseren, der gerne vil have et fast holdepunkt forløbet igennem. Den ”slår hovedet på sømmet” og formår at ”omfavne” mange af den kristne børnelærdoms gaver, som vi gerne vil give videre til vores børn.

Sognepræst Pernille Østrem, Stefanskirken