Kristendommens modstandereShare|

ANMELDELSE: Hvis man vil have værdigere og mere konstruktiv kristendomskritik end den fattige (n)utidige ateisme, så har de gamle hedninge fat i noget. 'Kristendommens modstandere' er det niende og afsluttende bind i serien 'Antikken og Kristendommen'

'Kristendommens modstandere' er det niende og afsluttende bind i serien 'Antikken og Kristendommen'. Serien var et projekt på Århus' teologiske fakultet fra 2003-2007. Den samlede bogseries ærinde er at belyse antikkens antikristne polemik – både jødisk-kristen apologetik og græsk-romersk kritik. Niende bind er optaget af den hedenske romerske kritik.

Det er mere end en triviel bemærkning, at bogen er et bind, for det er slet og ret bogens skæbne, at den har en rolle at spille i et større spil – eller som Nils Arne Pedersen og Jakob Engberg skriver i bogens indledning: bogen skal afslutte ”dokumentationen” af projektet. Dokumentationen fremstår som 8 enestående artikler fordelt på tre kapitler. Det første om hedensk kritik før Konstantin, det næste om tiden efter, og endelig en meget veloplagt artikel om den antikke hedenske kritiks betydning for oplysningstidens ditto.

Men her sætter bogens slægtskab med resten af serien så ind og sætter visse rammer for udfoldelse. Den væsentligste græsk-romerske kritik fra før Konstantin er nemlig allerede belyst, og det gælder desværre også rækken af kejserlige kritikkere. Det kan være en billig kritik at fremføre, dels fordi redaktørerne i indledningen selv gør grundigt meget ud af alt det, læseren må lede forgæves efter i dette bind, dels fordi det nu engang må være vilkårene for et så omfattende og ambitiøst projekt.

Mere end en bonus disk
Er bindet så trods alt blevet en bog i sin egen ret, der så at sige, kan stå alene – eller har vi her at gøre med lidt rester fra skrivebordsskuffen og en gammel forelæsning? Denne læser synes det første. Bindet er mere end en ”bonus disk” med fraklip og ekstramateriale. Nye læsere kan godt begynde her, selvom bindet i sig selv ikke dækker alle de vigtigste romerske kritikere.

Hullet er naturligvis størst i det første kapitel, hvis man vel at mærke tror, at man her skal læse en grundbog om tidlige hedensk kristendomskritik. Men det er så heller ikke bogens ærinde, må man forstå. Bindet skal dokumentere forskningsprojektet fyldestgørende – ikke den hedenske kritik som sådan. Derfor er indledningens opremsning af relevante artikler fra de tidligere bind værd at slå tilbage til ved begyndelsen af hver artikel. Her føres læseren nemlig gennem de spørgsmål og konklusioner projektet allerede har belyst. Det gøres så effektivt, at man allerede på tærsklen til den første artikel overvejer, om man mon straks skulle skaffe sig det meget omtalte bind 3.

I meget gode hænder
Allerede få sider inde i første artikel træder bindets uafviselige kvaliteter frem. Man er i meget gode hænder. Især fordi hver artikel meget delikat skræller de grundbogsagtige fremstillinger fra og knivskarpt finder en vinkel eller en relation, som man aldrig ville finde i en grundbog.

Et godt eksempel er artikel om Kelsos og Origines. Kelsos er som de fleste antikristne hedninge kun bevaret gennem deres kristne apologeter. Flere af de hedenske kritikere er endog kristne opfindelser, der alene skaffer tidlige apologeter lejlighed til at fremføre kristendommens fortræffeligheder, og det er det grundlæggende kildekritiske problem ved feltet.

Derfor findes der i grundbøgerne endeløse analyser af hvor grænsen går mellem fx Kelsos og Origines, som endda har to generationer mellem sig. Her stilles i stedet for spørgsmålet, om hvorvidt kritikken på Kelsos' tid var optaget af de samme spørgsmål som på Origines' tid – og det er et rigtig godt spørgsmål, som denne læser ikke er stødt på andre steder.

Og det er gennemgående for alle artiklerne. De stiller vanvittig gode spørgsmål, og de giver gode og grundige svar. Hver artikel bringer noget afgørende nyt frem, og det er i sidste ende det, der giver bogen sin berettigelse som en selvstændig bog, der kan stå alene. Det er de skarpsindige spørgsmål, som er bogens røde tråd.

En enkelt samlende pointe
Hvis bogen har en enkelt samlende pointe, så er ikke så meget, hvad der blev sagt og skrevet i polemikken mellem kristne og hedenske forfattere, men karakteren af debatten. Man bliver helt nostalgisk, når man læser om de hedenske kritikere, fordi de faktisk ved noget om det de kritiserer. Derfor hæver diskussionen sig – får man indtryk af – over det polemiske niveau, og bevæger de kæmpende på begge sider. Det er en frugtbar debat, der fremmanes i de gamle skrifter.

Diskussionen giver bogen rækkevidde ud over det rent kirkehistoriske. Hvis man vil have værdigere og mere konstruktiv kristendomskritik end den fattige (n)utidige ateisme, så har de gamle hedninge fat i noget. Bogens sidste artikel antyder, at det trods opløsningsfilosoffernes selvforståelse allerede var kørt af sporet på deres tid.

Bind 9 er en kritisk fornøjelse – nu ser jeg frem til bind 3.

Teolog Kasper Morville

Kristendommens modstandere
Senantik antikristen polemik
Nils Arne Pedersen m.fl. (red.)
Anis 2011
366 sider