image

En luthersk reformatorShare|

ANMELDELSE: At få belyst Johann Bugenhagens virke og enorme betydning for reformationen – ikke mindst i dansk kontekst – er på tide og kærkomment. Men det er langtfra gjort med en ny biografi

Martin Schwarz Lausten har skrevet et væld af bøger om reformationen og dens væsentligste aktører, deriblandt biografier om Martin Luther og Philip Melanchton. Med bogen ’Johann Bugenhagen’ har forfatteren fuldendt biografiseringen af det reformatoriske triumvirat fra Wittenberg.

Overvældende kildemateriale
Martin Schwarz Laustena arbejder er altid kendetegnet ved, at der er gået et uhyre grundigt research-arbejde forud. Det fornægter sig heller ikke i nærværende bog. Kildematerialet er overvældende og bogen igennem citeres der fra og refereres der flittigt til brevvekslinger Bugenhagen, Luther, Melanchton og Christian 3. imellem. Forfatteren træder derved i baggrunden og lader kilderne præsentere Bugenhagens liv og virke som reformator i Wittenberg, Nordtyskland og Danmark og som nær ven af og rådgiver for Christian d. 3.

Efter endt læsning er man på ingen i tvivl, om den enorme indflydelse Bugenhagen har haft på de reformatoriske områders kirkeordninger. At han var en særdeles produktiv herre, i form bogudgivelser indenfor eksegese pastoralteologi og kampskrifter mod papisterne, en dygtig universitetsforelæser osv. osv.

Man mangler svar
Man imponeres over Bugenhagens virke, og hvad han kunne overkomme, den betydning hans virke til stadighed har i dansk folkekirkelig sammenhæng, men på intet tidspunkt lykkes det Martin Schwarz Lausten at belyse, hvem teologen Bugenhagen var. Det skyldes først og fremmest, at Martin Schwarz Lausten ikke tager stilling til det materiale, han fremlægger og dermed heller ikke Bugenhagen.

Forfatteren lader fx læseren forstå, at Bugenhagens forelæsninger ved universitetet i Wittenberg over Davids salmer er overordentligt velbesøgte, og at Luther insisterer på, at de bliver udgivet med 70 oplag til følge, og udgivelsen gør Bugenhagen vidt berømt som fremragende ekseget. Hvori bestod det fremragende? Var tolkningerne banebrydende og i så fald hvordan? Hvad var det i Bugenhagens fortolkninger der gjorde, at Luther foretrak hans frem for sine egne fortolkninger af de samme skrifter? På hvilken måde adskilte de sig fra samtidens katolske bibelhumanisters fortolkninger? Det oplyser Martin Schwarz Lausten ikke noget om eller kommer med en vurdering af.

Et referat
I anden del bogen omhandlende Bugenhagens tid i Danmark fra 1537-39 beskrives det nære forhold, som Christian d. 3 og han opbygger i forbindelse med udarbejdelsen af kirkeordinansen og genoprettelsen af Københavns Universitet som Bugenhagen forestår. Breve af såvel arbejdsrelateret som privat karakter refereres udførligt i den forbindelse. Dette er for så vidt godt, men der hvor det går galt er, når Martin Schwarz Lausten undlader at udlægge og tolke sine kilder, men nøjes med at referere dem.

Forfatteren går ikke i clinch med Bugenhagen. Det savner man især i forbindelse med Christian d. 3.’s kroning, som Bugenhagen forestår; ved kejser Karl d. 5.’s indtagelse af Wittenberg; ved beskrivelsen af Bugenhagens noget anderledes syn på, om man må sætte sig op mod den verdslige øvrighed, end den Luther havde.

Forfatterens egen vurdering udebliver
Bugenhagens holdninger og dispositioner fører til uenighed med Luther og de gammel-lutherske, og han kritiseres for ikke at lægge nok afstand til katolicismen. Dette spor forfølger Martin Schwarz Lausten ikke. Hvorfor disponerede Bugenhagen, som han gjorde. Var hans dispositioner teologisk funderede eller var det realpolitiske overvejelser, der lå til grund? Hvori striden med de gammellutherske bestod, uddybes ikke. Den nævnes blot løbende som et nag Bugenhagens liv igennem.

Det uddybes heller ikke, hvordan katolocisme-kritikken kom til udtryk, eller om der var hold i kritikken. Bugenhagens ageren under besættelsen af Wittenberg og ved Christian d. 3.’s kroning antyder, at katolicisme-kritikken fra de gammellutherskes side ikke var uberettiget. Nåede Bugenhagen og Luther til enighed om, hvordan man skal forholde sig til den verdslige øvrighed? Martin Schwarz Lausten giver kun Bugenhagens svar, men ikke sin egen teologiske vurdering.

Et udførligt CV
Bogen er et overflødighedshorn af kilder som forfatteren desværre gemmer sig bag for ikke at tage stilling. Derved bliver portrættet tamt og uden holdning og bid. Det bliver et udførligt CV, hvor man kan følge Bugenhagens færden og skriverier, og hvor man kan danne sig et vagt indtryk af hans teologiske politiske kapacitet. Martin Schwarz Lausten professionelle teologiske vurdering savnes umådeligt.

Det er ærgerligt. For at få belyst Bugenhagens virke og enorme betydning for reformationen – ikke mindst i dansk kontekst – er på tide og kærkomment. Men det er langtfra gjort med denne udgivelse.


Teolog Anders Thomsen Brok

Johann Bugenhagen – Luthersk reformator i Tyskland og Danmark
Af Martin Schwarz Lausten
Anis 2011

Opdateret  30-05-2011