Miraklet i LourdesShare|
Hvordan håndterer det samfund, der lever af at sælge håbet og troen på mirakler, at der (muligvis) sker et mirakel blandt dem? I Miraklet fra Lourdes bliver vi præsenteret for nogle af de sværeste problematikker uden at den tyr til de lette svar
Ave, Maria - Mozarts smukke toner akkompagnerer begyndelsen på Jessica Hausners nye film, Miraklet i Lourdes. Vi ser en tom sal, sirligt dækket op. Mens nonneklædte plejere og patienter kommer gående, rullende eller bliver hjulpet til bords, mærker man den skærende kontrast imellem den æteriske musik og det konkrete liv, der er på ferie-klosteret. Filmen foregår på et feriested for handikappede og syge, der søger helbredelse ved Lourdes’ grotte og helende kilde.
Lourdes
Lourdes er en lille by i det sydligste Frankrig med 15.000 indbyggere, men i pilgrims/turist sæsonen er der op til 5 millioner i byen. Byen har næstflest hoteller pr km2, lige efter Paris, og netop denne fromhedens masseindustri får i filmen lov til at stå over for mennesket, som det er, med dets drømme og dets mangler.
Der er ingen skønmalerier, ingen rendyrkede helte skurke i filmen: bare skrøbelige mennesker - og det bliver så dokumentarisk nøgent, at satiren ligger lige under overfladen. For det virker lidt som en frelsesforlystelsespark, med Maria-kitch, lette bønner, kæmpe relikvieshow og sågar en præmie til den bedste pilgrim. Men det bliver aldrig en egentlig kritik af kirken, bare en beskrivelse af livet på stedet. Derfor er det også ærgerligt, at man i den danske udgave har valgt at tilføje "Miraklet i" på titlen, for filmen står stærkest som en beskrivelse af det underlige sted, som også er titlen på filmen på fransk: "Lourdes".
På fromhedens marked
Vi følger Christine, som i kraft af sclerose er lam i hele kroppen. Hun kommer til Lourdes på pilgrimsferie, og i begyndelsen af filmen bliver hun spurgt, om hun bedst kan lide Rom (hendes sidste ferie) eller Lourdes, og hun svarer, at hun bedre kan lide Rom, men at det altid er dejligt at komme ud. I det hele taget virker Christine ikke synderligt from eller forankret i troen og håbet på et mirakel. Hun er nærmest bare med, ført rundt i sin kørestol på dette fromhedens marked. Hendes største sorg er, fortæller hun en af de ganske få gange, vi får sat ord på hendes tanker, at hun føler livet bare passerer hende forbi. Hun vil gerne have del i livet.
Hvordan håndtere mirakler
Christine oplever et mirakel. Hun begynder at kunne bevæge hånden, og da hun en nat står op af sin rullestol, så er der røre i det lille kirkesamfund. For hvordan håndterer det samfund, der lever af at sælge håbet og troen på mirakler, at der (muligvis) sker et mirakel blandt dem?
Men Christine er en meget passiv hovedperson, Sylvie Testud, som spiller hende, formår med ganske få virkemidler at udtrykke både den lammelse, som Christine er ramt af, og hendes fine, lette, lidt naive og drømmende væsen, som aldrig rigtig lukker os ind. I det hele taget er der tale om flotte skuespilpræstationer i filmen, også den meget fromme, men samtidig jordnære Frau Hartl (spillet af Gilette Barbier) er meget stærk, stemningen, stilheden, og håbet i den ellers håbløse situation.
Vellykket film uden lette svar
Jessica Hausner holder os filmen igennem i en stilistisk jernnæve, hvor der bliver talt meget lidt (og vi hører sjældent en hel dialog, blot fragmenter), farverne i filmen er domineret af Jomfru Marias hvid og blå.
Filmen er yderst vellykket og gør stort indtryk. Især fordi den ikke forfalder til en alt for nem kritik af kirken eller dyrkelse af det spektakulære mirakel. Den er åben og konkluderer ikke meget for os. Vi bliver præsenteret for nogle af de sværeste problematikker, om sygdom, død, tro og håb og kærligheden - og bliver tvunget til selv at gøre vores tanker, for der er ingen lette svar i filmen.
Lars Obel er sognepræst i Hans Egedes Kirke og Taksigelseskirken
Deltag i konkurrence om biografbilletter og -plakater. Udløber 17. december >>>
Læs mere om mirakler og videnskab >>>