Sorggrupper i kirkenShare|
Fin, lille bog, der gennem sine grundige gennemgange og basale overvejelser kan være en stor hjælp og inspiration i forbindelse med etablering af sorggrupper i kirkeligt regi

Det er snart mange år siden, teologien og psykologien var fjendtlige kulturer. Nu kan de lige frem gifte sig med hinanden, og bogen her er resultatet af sådan et frugtbart, blandet ægteskab mellem præsten Line Bjørn Hansen, sognepræst i Husumvold Sogn og psykologen Thomas Bjørn Hansen.
Manual for præster og sognemedhjælpere
Det er en meget fin lille bog, der næsten har karakter af en manual for præster/sognemedhjælpere, der tænker på at starte sorggupper i kirken, men af forskellige grunde tøver. Der er megen hjælp at hente i bogens grundige gennemgang af de helt basale overvejelser i forbindelse med etablering af sorggrupper. Lige fra lavpraktiske overvejelser om planlægning, annoncering, tidshorisont, lokaliteter osv., til overvejelser om metodikker og dynamikker i gruppesammenhængen. Og overvejelserne er underbygget med henvisning til psykologiske teorier, undersøgelser og opmuntrende udsagn fra interviewede sorggruppedeltagere.
Ambitiøs bog med opmuntring
Den megen dokumentation og henvisning til teorier kan virke overvældende og måske ligefrem præstationhæmmende – for hvor er der dog meget, man slet ikke var klar over, man skulle have en teori om. Men heldigvis rummer bogen også trøstende og opmuntrende dokumentation for, at ”nonspecifikke faktorer” som f.eks. evnen til at kunne udvise varme og empati er en hjælp for sorggruppedeltagerne.
Nænsom teologi der maner til forsigtighed
Bogen indledes med teologiske overvejelser om sorggruppers plads i kirken og afsluttes med en reflekteret gennemgang af Johan Culbergs faseopdelte sorg- og kriseteori. Det er en meget nænsom og forsigtig teologi, der i høj grad overlader det til sorggruppedeltagerne selv at finde frem til, hvad kristendommen har at byde den sørgende sjæl. Og gennemgangen af Culbergs sorgteori maner skønsomt til forsigtighed over for firkantede tolkninger uden dog at henvise til nyere sorgteorier.
Det er en fin lille bog teologen og psykologen og har barslet med. Og selv om de teologiske gener kan forekommer vigende i forhold til den psykologiske/samfundsvidenskabelige dominans, så vil mange – ikke mindst præster – kunne få stor glæde af at lære den at kende.
Henning Nabe-Nielsen, hospitalspræst på Rigshospitalet
Line Bjørn Hansen og Thomas Bjørn Hansen: Sorggrupper i kirken – fortællinger om tab, håb og fællesskab
Anis 2010
92 sider, 198 kr.
Læs mere i temaet om sorg >>>