Det nye Testamente - en lærebogShare|
Gert Hallbäck tilbyder i denne bog en god, kortfattet og tidssvarende introduktion til Det nye Testamente, som er tiltænkt seminarierne, men som i lige så høj grad vil være relevant blandt teologi- og religionsstuderende
Geert Hallbäcks bog er, som titlen fortæller, en lærebog. Den er skrevet til seminarieundervisningsbrug og tænkt som afløser for Bent Noacks Det nye Testamente og de første kristne årtier, som udkom i 1962. Den er dog på ingen måde kun af interesse for seminarierne. Med sin gode og forholdsvis kortfattede fremstilling samt opdaterede viden og moderne metodologiske indfaldsvinkler spår jeg bogen en fremtid blandt religions- og teologistuderende. I det hele taget har der i årevis manglet en sådan bog på dansk!
GH’s stil er letflydende og nem at læse, selvom indholdet på ingen måde er simpelt. Det mærkes, at hans evne til at fremstille stoffet er opøvet gennem mange års flittig undervisning. Derfor kan ikke bare læreanstalterne, men også almindeligt interesserede have gavn af den.
Læsere af Geert Hallbäcks tidligere bog Om Markus vil kunne nikke genkendende til en del af stoffet, ikke mindst brugen af sociologen Max Webers teori om autoritetstyper (karismatisk, traditionel og institutionel) til at forklare den tidlige kristendom og nytestamentlige genrer. GH’s grundlæggende tese, som han konsekvent fører igennem, er, at der til Webers autoritetstyper svarer forskellige litterære genrer. GH’s greb om det nytestamentlige stof er derfor litteratursociologisk; bogen er en ”genrernes teologihistorie”. Det betyder, at de forskellige litterære genrer i Det nye Testamente ses som afspejlinger af problemstillinger i den tidlige kristendom, og bogen er bygget kronologisk op efter dette princip.
Et af bogens fortrin er, at den tager sit udgangspunkt i de (fleste) nytestamentlige teksters Sitz-im-Leben, nemlig gudstjenesten. I denne forbindelse tager forfatteren fat på hymnerne og deres funktion i den tidlige kristne gudstjeneste. Hymnernes himmelske Kristus er iflg. GH udtryk for en ”nærværskristologi”, idet den himmelske Kristus må opfattes som umiddelbart tilgængelig (i åbenbaringer, profetier osv.). Derpå følger et afsnit om apokalyptikken, som af GH sættes ind i et videnssociologisk perspektiv. Det tredje kapitel behandler sammen med Paulus den apostolske brevgenre. Her kan læseren bl.a. finde en udmærket og kortfattet introduktion til det nye Paulusbillede.
Derefter følger et kapitel om parænese (formaninger), der behandles som selvstændig genre i forbindelse med den tidlige kristendoms moralske spørgsmål. Efter denne gennemgang af, hvad GH opfatter som den første generations genrer (hymner, apokalypser, apostolske breve og parænese), følger anden generations genrer: evangelierne, de pseudonyme breve (Pastoralbrevene, Kolossenserbrevet, Petersbrevene og Judasbrevet), Apostlenes Gerninger og ”kunstbrevene” (Efeserbrevet og Hebræerbrevet).
Evangelierne er i GH’s optik et udtryk for overgangen fra den karismatiske til den traditionelle autoritetsform (Max Weber). Deres tilblivelse ses som udtryk for en ”fraværskristologi” – den jordiske Jesus er nu blevet en fraværende, historisk skikkelse. I det indledende kapitel om evangelierne præsenteres Markus og Matthæus med hver deres særpræg samt de klassiske problemstillinger (det synoptiske problem, overgangen fra mundtlighed til skriftlighed mm). Lukasskrifterne (evangeliet og Apostlenes Gerninger) og Johannesskrifterne (evangeliet + brevene) har hver deres selvstændige kapitel. De pseudonyme breve sættes i forbindelse med den tilpasning til det omgivende samfund, som var en nødvendighed for den lidt senere kristendom. Hebræerbrevet og Efeserbrevet behandles som filosofiske traktater eller ”kunstbreve.”
Efter et kapitel om kanoniseringsprocessen og dens problemstillinger følger et tidshistorisk kapitel, hvor den tidlige kristendom ses i lyset af sin historiske, jødiske sammenhæng. I det afsluttende kapitel gives en gennemgang af den nytestamentlige forskningshistorie, de historisk-kritiske, de litterære og socialvidenskabelige metoder. Alene disse kapitler er i deres korthed og klarhed bogen værd.
Inden for den brede fremstillings rammer og det relativt begrænsede sideantal (231 sider) er der grænser for, hvor mange aspekter, der kan inddrages. GH fastholder bogen igennem sit særlige fokus på stoffet, og selvom det undertiden forekommer rigelig skematisk, er det pædagogisk set en fordel. Og det er ikke nødvendigt at være enig med GH for at få udbytte af hans bog.
GH’s relativt hyppige anvendelse af 1. person (jeg) gør læsningen af bogen til et personligt møde med forfatteren. Dette virkemiddel bidrager endvidere til at mindske den autoritære ex cathedra¬-effekt, som en sådan type fremstilling ellers ofte har. Bogens generaliserende påstande har en identificerbar afsender. En fordel er det også, at GH ofte gør læseren opmærksom på, når der er uenighed blandt forskere om dette eller hint spørgsmål (en undtagelse er dog den aktuelle diskussion om eksistensen af Q-kilden). Bogen er herligt fri for fodnoter, men det er dog besynderligt, at der ikke er nogen som helst referencer til anden litteratur. Læsere, som har fået vækket interessen for stoffet, anvises derfor ingen muligheder til at gå videre med det.
Det er ikke for de sparsomme illustrationers skyld, man skal købe denne bog. Men med sine 231 sider og 249 kr. i anskaffelsespris tilbyder bogen en virkelig god og tidssvarende introduktion samt lyst og stof til eftertanke.
Anne Vig Skoven
Geert Hallbäck, Det nye Testamente – en lærebog
Anis 2010
231 sider, 249 kr.