Den nye GudShare|
Grønkjær er en trænet pædagog, der ikke er bange for at tydeliggøre sin tanke med analyser af erfaringer, hverdagssprog og illustrative tidsanalyser. Hans sprog kan være rystende klart og enkelt, undertiden både poetisk og opbyggeligt. Et imponerende bud på en moderne tænkning om Gud, som bør nå langt ud over fagteologers verden
”Den kristne tro er ikke en tro på at der eksisterer en uforanderlig Gud, men en tro på en bevægelig Gud som kommer mennesket i møde for at inddrage det i sin bevægelse”. ”Gudstanken skal ... formuleres i forhold til ... det bevægelige. Det er også mere i overensstemmelse med de bibelske gudsforestillinger..” (s. 37)
Det er blot et par af Grønkjærs skarpe og markante formuleringer i dette imponerende bud på en moderne tænkning om Gud, så righoldig og velskrevet, at den bør nå langt ud over fagteologers verden. Tilgængelig og genkendelig, for ny er hans Gud nemlig ikke, som også citatet ovenfor antyder. Han udvikler sin tankegang på tolkning af bibelens historie og treenighedsteologi. Han finder støtte hos såvel oldtidsteologer som moderne forfattere og rammesætter sin tænkning ved bl.a. Hegel og Grundtvig. Alligevel holder bogens titel, måske fordi teologiske positioner, som længe har domineret tænkningen om Gud, har mistet deres kraft, og giver plads til. at ”nye” klassiske forestillinger kan komme frem igen. Men også fordi fremstillingen giver ny luft til et levende sprog om Gud.
En Gud der forholder sig til verden
Bogen, som disponeres over trosbekendelsen, bliver selv en teologisk bekendelse. Grønkjær vil forholde sig til den levende Gud, som kommer mennesket i møde, og dermed til en nærværende Gud. Teismen, som tænker Gud i sin uforanderlighed, en evig instans uden for verden, som verden må måle sig op imod, gør Gud til en uvedkommende ting, som ikke kan forbinde sig med vores erfaring, hævder han. Og ”hvorfor skulle Gud bøde for det ved at blive ladt tilbage som garanten for en metafysisk virkelighedsforståelse, som vi har forladt, men som vi ikke desto mindre er nostalgisk forbundet med? Det kan ateisterne gøre ret i at påpege”(s. 200). Ateister anfægter udelukkende teismen, uden sans for at det angreb allerede er ført igennem af kristendommen selv. Den kristne Gud er netop ikke uden for verden og vil ikke være sig selv. Gud deler sig, skaber verden, det, han forholder sig til, fordi ingen, heller ikke Gud, er til uden at forholde sig til et fremmed andet. Identitet skabes af relation.
Kun en levende Gud kan dø
Det er Gud selv, der deler sig for at kunne være til som den, der forholder sig. Og han lader sønnen føde som den, hvorigennem han kan gå ind i menneskers erfaring og historie med sin egen historie. Gud må altså netop være bevægelse, forandring, for kun gennem forandring kan han forholde sig til tiden, mennesket, som lever i tiden og bevægelsen. Altså til det menneske, som har forladt ham eller er udstødt af ham (paradismyten). Derfor kan Gud også dø, og må dø. En uforanderlig Gud kan ikke dø, det kan kun en levende. Guds død på korset dræber den sidste adskillelse mellem Gud og menneske, da Gud tager alt fremmed på sig.
Forargelsen
Og adskillelsen brydes i opstandelsen. Men da dør også enhver forestilling om, at Gud er knyttet til uforanderlighed, bortset fra dette ene: Gud er bestandig: det uforanderlige er hans troskab, som nødvendiggør hans foranderlighed, tvinger ham til at komme mennesket i møde, for at inddrage det i sin historie. Og heraf hans evige, stadigt nærvende bevægelse: Gud elsker mennesket ved at dele sig med mennesket, for at det kan elske medmennesket! Evigheden er i tiden, siger Grønkjær. Det har altid været forargeligt. Mennesker søger et forankringspunkt uden for tiden for at slippe for den og finde et grundlag, som ikke bevæger sig og sætte skel ud fra det. De vil helst ikke være mennesker. Måske er Gud den eneste, der kan finde ud af at være menneske!
Pædagogisk, erfaringsnært og illustrativt sprog
Den hegelske argumentationsstruktur kan virke fremmed og komplicerende, mit referat af bogens teologi ligeså. Men den er faktisk nem at gå til. Grønkjær er en trænet pædagog, der ikke er bange for at tydeliggøre sin tanke med analyser af erfaringer, hverdagssprog og illustrative tidsanalyser. Hans sprog kan være rystende klart og enkelt, undertiden både poetisk og opbyggeligt. Se blot et citat som dette: ”Nogen siger at ånden skal have krop. Kroppe kan måske godt finde sammen, men de kan ikke være fælles om noget. Kroppen er abstrakt. Kroppe står over for hinanden, og de støder sammen i sex, trafik og krig. Så det er ikke ånden der skal have krop. Det er kroppen der skal have ånd. Så kroppe kan slutte fred, færdes sammen og elske. I ånden” (197f.) Sådan.
Mogens Lindhardt, rektor for Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, København
Niels Grønkjær: Den Nye Gud
Anis 2010
320 sider, 289 kr.