Reformationshelte med islamofobi?
På grundlag af grundige kildestudier skildrer Martin Schwarz Lausten, hvorledes de lutherske reformatorer reagerede overfor Osmannerrigets sejrrige ekspansion op gennem 1500-tallets Europa. Reaktionen var båret af frygt og aggressivitet. Men var det en stivsindet og kunstig reaktion? Havde de noget at frygte?
I 1453 havde det tyrkiske og islamiske Osmannerrige under blodige massakrer erobret den gamle kristne hovedby Konstantinopel og var siden trængt op gennem Grækenland, Balkan og Ungarn og stod nu i 1529 ved Wiens porte.
Det var Guds straf, tænkte reformatorerne. Straffen for den vantro, som ”papisterne” havde udøvet i den kristne kirke. Og det var straffen for den grovhed, gudløshed og amoral, som herskede i den brede befolkning. Med tyrkens hærgen var djævelen sluppet løs. Tyrkerne var ”blodhunde kun med mord og krige i tankerne” skrev en af de store reformatorer, Justus Jonas, Luthers gode ven.
Det var Gud, der havde sluppet djævelen løs, for at kalde sit folk til bod og bedring. Det var indvarslingen af de sidste tider.
De gudsfornægtende aggressorer
Islam blev angrebet massivt og uden nuancer. ”Tyrken” er en blodhund. Han er Antikrist - Han vil undertvinge sig hele verden og udrydde kristendommen. Islam er en lære der mere uforskammet end nogensinde forbander evangeliet. Muhammed fornægtede, at Jesus var Guds søn. Der har aldrig været ”en mere djævelsk skændig vranglære på jorden end den tyrkiske muhamedanske gudløse forbandede tro”. Tyrkerne afviser sakramenterne og Helligånden og læren om retfærdiggørelse af tro. De må have 12 hustruer på en gang. De er blodhunde. De skænder og myrder kvinder og børn, behandler folk som kvæg. De fornægter Jesus som Guds søn. Osv. osv.
Luther har blik for den høje moral, der kan beherske Islam: at man skal være trofast, sanddru, venlig, gæstfri osv. Men det er interne regler, som også kendes blandt forbrydere. Det er skalkeskjul. ”Også djævelen skjuler sig under et dække og foregiver at være en engel”. Og når Luther ønsker (og delvist får foranstaltet) en latinsk Koran-oversættelse, er det angiveligt blot for, at så mange som muligt kan se, hvor djævelsk Islam er. Der er ingen interesse nogetsteds, (heller ikke engang hos reformkatolikken Erasmus!) for en mere objektiv forståelse for det muslimske univers. De aggressive automatreaktioner er hele tiden klar.
Det nødvendige forsvar
Og tyrkerne og Djævelen skal selvfølgelig først og fremmest mødes af bod og anger og omvendelse. Men tyrkerne skal også mødes med våben. Ikke med korstog og hellig krig, men af en kristen øvrighed, der vil sørge for lov og orden og den kristne tros beskyttelse.
Det er alle Luthers disciple, der er på krigsstien, med angreb og forsvarsvilje: Melanchton, Justus Jonas, Johannes Brenz’ Andreas Musculus, Johann Spangenberg.
De danske teologer og kongemagten Og med er også de danske reformations-teologer: Hans Tavsen, Peter Palladius, Niels Hemmingsen. Og de to store danske reformationskonger: Christian III og Frederik II.
Gennem officielle bekendelser og artikler og regelsæt præges danskerne, der ellers er langt fra farerne på Balkan og i Østrig, i deres syn på ”tyrken” og de livsfjendske muhamedanere. Gennem salmer og postille-samlinger præges den store analfabetiske del af befolkningen.
Luther forfattede ”en børnesang (!) ”at synge mod de to ærkefjender af Kristus: paven og tyrken”. ”Behold os, Herre, ved dit ord! Trods pavens løgn og tyrkens mord. Sådan var den oversatte ordlyd lige til 1843. Sådan blev den sunget og sunget, lige ind i den danske folkesjæl
Christian III og Frederik II mente, hvad de lod skrive om de forfærdende tyrkere, men den anti-tyrkiske propaganda var også et middel til inddrivelse af den tyrkerskat (til krigsudgifterne), som de to konger som lensfyrster i Holsten var forpligtiget på over for den tyske kejser. Dette forhold og begivenheder heromkring bliver grundigt skildret i anden del af Schwarz Laustens bog.
Men havde de noget at frygte?
Hvad der ikke bliver grundigt behandlet, er det presserende spørgsmål: Havde de tyske og danske reformatorer noget at frygte? Disse selvstændigt tænkende, frimodige og glade reformations-helte, som talte så smukt om ”et kristenmenneskets frihed” og ”evangeliets klare dag” – havde de en rædsom, stivsindet skyggeside? Var de grebet af ubegrundet had? Var de hjemsøgt af fobier? Eller havde de noget at frygte og noget for dem dyrebart at forsvare?
Savnet af indlevelse og dialektik Schwarz Lausten lader gennem sin let ironiske fremstillingsform mere end ane, at det havde de ikke. Og på side 285 skriver han direkte: ”Kristne forfattere var udmærket klar over, at tyrkernes officielle politik var tolerance over for de besejrede folk”. Derfor var det også, at gendøberne ligefrem ønskede sig en tyrkisk overhøjhed i stedet for de katolske og lutherske tyranner.
Og danskerne var i hvert fald så langt fra begivenhederne, at det er tydeligt, at deres tyrkerhad var kunstigt skabt: at det bestod af tillærte fordomme og var tænkt som anledning til bodspædikener og skatteindkrævninger.
Sådan beskrives det, og det er ikke fyldestgørende, skulle jeg mene. Reformatorerne stilles til skue. Men det indlevende spørgsmål om deres dybeste bevæggrunde stilles ikke. Og det er en skam. Det ville have givet denne grundige bog en dialektisk spændstighed, som den nu må savne.
Steffen Støvring Martin Schwarz Lausten:
Tyrkerfrygt og tyrkerskat
Islamofobi, religion og politik hos teologer
og regenter i reformationstidens Danmark
Forlaget Anis, 2010
320 sider, 298 kr.