Ledelse af troShare|
Med bogen ’Ledelse af tro. Folkekirken som virksomhed og netværk’ har Erling Andersen og Mogens Lindhardt begået en genistreg, idet de gør det, som teologer normalt ikke gør. De tænker kirken som organisation og begriber den med samtidens organisationsteorier, og set med dem er kirken til brug, når nogen har brug for den
Mens teologer ellers pr. instinkt nærmest foragter en sådan forbrugersynsvinkel, vender de to forfattere perspektivet med en bemærkning om, at ’hvis kirken tolker brugerens brug som utilstrækkelig, stiller det særlige fordringer til kirken, ikke til brugeren’. Ingen kan mistænke de to forfattere for at være naive. Tværtimod kender de ikke bare kirken ud og ind og er særdeles kompetente teologer, men de kan også de sociologiske teorier, og netop den kombination gør det muligt for dem at anlægge et kvalificeret syn på kirken uden at sælge ud af den kirkelige substans. De ved naturligvis, at kirkens kerneydelse normalt defineres som ’evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning’.
Kirken behøver selvkritik
Den ydelse lever jo ikke frit svævende i luften, men er tværtimod organiseret. Problemet er imidlertid, at organisationen i mange henseender ikke er gearet til det postmoderne samfund, men stadigvæk opfører sig som den statsinstitution, den engang var. Kirken er med andre ord ikke fulgt med tiden. Nu kan man straks høre alle indvendingerne fra visse præster, organister og andre kirkelige aktører, der netop ikke er fulgt med tiden, og som derfor hovmodigt håner ethvert forsøg på fornyelse og modernisering som udtryk for tivolisering, og ethvert administrativt tiltag i retning af reorganisering som forsøg på standardisering og overgreb på frihed til at gøre, som man plejer, så man kan slippe for udvikling og fornyelse. Men den reaktion har de to forfattere for længst gennemskuet som mangel på evne til at øve selvkritik på et realistisk grundlag.
Den senmoderne bruger
Kirken er til brug, og det skal tages bogstaveligt. Den er ikke længere en given institution i en hierarkisk opbygget stat, men en organisation i den responsive stat, der er til for det enkelte individs eget livsprojekt. Den senmoderne bruger vælger kirken – eller vælger den fra. Derfor skal kirken i lighed med f.eks. sundhedsvæsen og skolevæsen til stadighed indrette sig på, hvad forbrugeren efterspørger. Kirken må orientere sig mod brugeren og brugerens valg. ’Kirken er kirke på markedets betingelser i den forstand, at den må forholde sig responsivt til markedets eller brugerens ønske og behov’, hedder det på side 234.
Forkyndelsen er altid i centrum
Men går den religiøse substans så ikke fløjten? Nej, formålet er som altid at forkynde det kristne evangelium, og det overordnede middel til at nå dette mål er ritualproduktion. Ét er imidlertid formål, noget andet er vision. Og visioner skal der til, for ellers fortsætter de nuværende nedadgående statistikker: færre døbte medlemmer, færre penge og færre kirkelige handlinger, og så er det kun et spørgsmål om tid, før man ikke længere kan tale om en folkekirke. Sådan behøver det ikke gå, hvis blot de kirkelige aktører på alle niveauer kommer på højde med samtiden og ser i øjnene, at folkekirken er en virksomhed, der leder tro i et brugerorienteret samfund. Hvad indebærer det så?
Netværkskirken
For det første må alle i kirken lære at betragte kirken som et netværk, i stedet for at de enkelte enheder (præster /sogne//provstier/stifter/ministerium m.fl.) ’besidder hver deres egen autonomi og identitet og reagerer på hinanden på en indskrænket, sendrægtig eller ligegyldig måde’, som citatet på side 181 lyder. Kirkelig ledelse vil sige at motivere til åbenhed, så de forskellige komponenter i netværket kan dele viden og erfaring med henblik på at generere innovation og fremdrift – altså udvikle en åbenhedens kultur. Netværk betyder ikke tab af frihed, men samarbejde på kryds og tværs, hvilket også er en økonomisk nødvendighed. Det er ved at gå op for sognene, at netværkssamarbejde har positiv indflydelse på ’læring, udvikling, kvalitet, ressourceforbrug og dermed på omkostningerne’ (side 195). For det andet er kirken i sin struktur ikke hierarkisk, men horisontal, og magten er allerede dekonstrueret, og derfor hedder styringsformen nu forhandling, dialog og konsensus. Der mangler imidlertid et organ til styring af den udbredte selvstyring, og uden et organ til meta-styring bliver det meget vanskeligt at lede og reorganisere den postmoderne kirkelige virksomhed, hvis fælles opgave det er at lede tro.
Enhver, der er interesseret i at bevare folkekirken, bør læse denne bog, fordi forfatterne sætter kirken ind i et senmoderne perspektiv, og det på en sjælden kvalificeret, original, klog og konstruktiv måde – alene af omsorg for kirken og dens brugere.
Peter Holm, provst for Frederiksberg
Ledelse af tro - Folkekirken som virksomhed og netværk
Af Mogens Lindhardt og Erling Andersen
Gyldendal Business, 2010
251 sider, 300 kr.
Læs flere artikler om ledelse og folkekirke >>>