Ud af de lukkede rumShare|
Den norske teologiprofessor Oddbjørn Leirvik har skrevet en bog om konflikt og dialog mellem Islam og kristendommen, som ikke bare er reflekterende og mættet med facts og citater. Den har også et klart standpunkt. Fuldt bevidst fokuserer Leirvik på dialog-mulighederne. Fordi det er en global nødvendighed at komme ud af de lukkede rum
Bogen fører os først gennem historien og dens dokumenter, hvor Leirvik forstår og læser alt kontekstuelt. Begivenheder og udsagn skal forstås i deres sammenhæng. Og han hæfter sig her ved de store interne forskelle. Der er forskel på Koran-ytringer fra den oprørske Mekka-tid og den statsbærende Medina-tid. Islam er forskellig under kalifaterne i hhv. Damaskus, Bagdad og Cordoba. Og der er himmelvid forskel mellem de islamiske lærde i fx 800-tallet og sufi-mystikere fra fx 1000-tallet.
Også kristendommen ændrer sig, med de helt store brud ved Konstantin og ved østkirkens udskillelse. Og der er langt fra Frans af Assisi og den besindige katolske filosof Nikolaus Cusanus og ’vores egen’ mere halsstarrige Luther.
Den nuancerede og kontekstuelle læsning er midlet mod den fastlåste og fastlåsende dogmatiske indstilling. Den er den afvæbnende kritik af fundamentalismen – og en udfordring til både islam og kristendom.
Den udfordrende dialog
Og dette med udfordringer er vigtigt. I den virksomme dialog udfordrer man hinanden. Man snakker ikke bare hinanden efter munden. Man tonser slet ikke aggressivt løs mod hinanden. Man udfordrer, og man er åben for og interesseret i den andens udfordringer til en selv. Dette synspunkt kommer endnu tydeligere frem i bogens systematiske afsnit: Islam skal udfordres på fx sin stereotype opfattelse af den kristne inkarnations- og treenighedslære og på sin tætte sammenvævning af religion og moral og af religion og politik. Osv., osv. Kristendommen skal udfordres omkring forståelsen af begrebet ”Guds søn”, sin stærke betoning af synden og omkring sit forsøg på at holde religion og politik afskilt. Osv., osv.
Begge skal udfordres fx på deres tendens til fundamentalisme og ekskluderende praksis, deres patriarkalske baggrund og deres voldsudøvelser i Guds navn.
Med forståelse og fløjlshandsker Her skelner Leirvik ikke mellem kristendom og islam. Stivheden og aggressiviteten trives i begge lejre og skal søges opløst i begge lejre. For en uvildig læser som undertegnede virker denne bestandige ”ligestilling” tit urimelig. Og det er et af bogens gennemgående træk (som i første omgang støder mig), at der ikke er grænser for forstående forsvar for islam og til gengæld hurtig vej til ”ligestillende” kritik af kristendommen. Men - også Leirvik må læses kontekstuelt! Han er som kristen teolog og tidligere kristen præst dybt involveret i dialog-projekter i det norske samfund. Han skal arbejde med både forståelse og fløjlshandsker.
Spørgsmålet er bare, om ikke det ville styrke dialogen, hvis en kristenmand en gang imellem lagde fløjlshandskerne og aflagde sig frygten for at fremtræde som kulturimperialist - og så uden næveslag, men bare med overbevisning (og venlighed) betonede nogle felter, hvor kristendommen virkelig har overlegne fredsstiftende ressourcer fx i tanken om den nære, bevægende gud, og myten om hans fællesskabsstiftende død og opstandelse, og de utallige bevægende fortællinger om tilgivelse og forsoning.
Ånd og udluftning
Dog må det medgives, at Leirvik hellere end gerne citerer muslimske mystikere, der henviser til Jesus og til de evangeliske fortællinger, hvor tilgivelse og forsoning ikke ”bare” som i Koranen er en bestandig gentaget overskrift over hver sura, men er udfoldet i levende fortællinger. I det hele taget er Leirvik ivrig efter at citere alle de forsonlighedens ord, som man kan finde i uforsonlighedens universer. Og inspirationen og drivkraften finder han, ud over i sin egen tankevirksomhed, hos ”nutids-filosoffer” som Martin Buber og (især) Emanuel Lévinas.
Det er tanken om ”den sårbare Anden”: at opdager man først det andet menneskes ansigt, modtager man en impuls og en ansvarsfølelse, der nok kan være smertefuld, fordi den kræver opbrud, men som først og fremmest vækker lysten til omsorg, fred og forsoning.
Den opdagelse er tilgængelig for enhver ”human-etiker”, men derudover ligger den klart markeret i både den muslimske og den kristne tradition.
Vi befinder os i globaliseringens tidsalder. En stor tid, men også en overmåde farlig tid. Noget afgørende må ske, hvis vi skal klare den. Med den opdagelse af det konkrete medmenneske, som religionerne kan hjælpe os til, ”åbnes der et rum for samtale om fælles udfordringer”. Der kommer luft ind i vores indelukkede og stivnede rum. Men ikke bare luft. Der kommer bevægelse. Der kommer Ånd.
En glimrende studiebog
Denne grundtanke og drivkraft er bogens største styrke. Men derudover er den, hvad jeg her kun sporadisk har kunnet gøre opmærksom på, en glimrende studiebog. Den ukyndige bliver introduceret, den kyndige får udvidet sin kundskab. Alle bliver udfordret.
Steffen Støvring Oddbjørn Leirvik:
Islam og kristendom. Konflikt eller dialog?
Religionspædagogisk Forlag.
360 sider. 285 kr.