Til den vantro ThomasShare|
En ny bog forklarer på levende og finurlig måde trosbekendelsens enkelte elementer og er lige til at gå til, når forårets studiekreds skal planlægges. Opfordringen fra denne anmelder må derfor lyde: Køb den i klassesæt og brug den!
Det er ikke nemt at begribe, hvad det egentlig er, vi som menighed står og lirer af under gudstjenesten, når trosbekendelsen fremsiges. Og slet ikke hvis man er del af fx et dåbsfølge, og måske sjældent har sin gang i kirken. For det første er der selve genren: at tale i kor. Det gør vi næsten ingen steder mere. De fleste kirker har da også taget konsekvensen og indført en sungen trosbekendelse. Men for det andet er der jo selve ordene. Hvad betyder de egentlig? Hvad skal vi forstå ved dem? Det er spørgsmål, der presser sig på – ikke kun hos dåbsfølgets ”uvidende” hob, men også hos alle os selvretfærdige, der har vores faste søndagsgang i kirken. Vi er jo alle ”Thomasser” for Herren. ”Show it, don’t tell”, siger vi og beder om at mærke naglegabet og ikke blive spist af med en babylonisk remse.
Udfordringen er imidlertid, at når alt er sagt og gjort, er vi ladt tilbage med intet andet end netop disse ord og ordbilleder, der er blevet kaldt ”kristendommen på kortform”. Så hvad er det egentlig vi står og siger? Og hvorfor er netop disse ord, denne remse, så afgørende?
Disse spørgsmål tager Claus Oldenburgs nye bog livtag med på en spændende og underfundig måde. Ord for ord, sætning efter sætning, ledes vi igennem en række essays, der i virkeligheden er klassiske lære-prædikener, omsat til skriftlig form. Ja, to steder – når det gælder opstandelsen og himmelfarten - diverteres vi endda med egentlige prædikener, hvilket betyder at her også er direkte inspiration at hente til prædikestolen.
Det lyder lidt tørt, men der er ingen grund til at tage fejl. Det enkelte essays og prædikener skyer ikke at sætte de mærkværdige ord ind i en moderne sammenhæng. Derfor løber der også en rød tråd igennem, som sætter ordene i spil i forhold til ”fætter-religionerne” – islam og jødedom. Samtidig med, at de enkelte refleksioner også forholder sig til agnostikeren Thomas Manns roman om ”Josef og hans brødre”, der her får lov til at spille rollen som det religiøse, men udogmatiske menneskes anliggende.
Efterhånden som de enkelte essays løber over nethinden, giver det indviklede rigtig glimrende mening. Læseren bliver placeret i et krydspres mellem på den ene side de relativt betragtet dogmatiske og fundamentalistiske religioner – jødedom og islam – og på den anden side den diffuse religionsfølelse og skæbnetro, der præger almindelige mennesker, førend de skærpes til at tænke mere teologisk bevidst. Og som herigennem ledes frem til en erkendelse af det kosmiske perspektiv, der ligger i at forstå trosbekendelsen som en ”verdens-tekst og en historie-vision” af makrokosmisk perspektiv, som Claus Oldenburg selv formulerer det.
Det er en lille, finurlig - og dog meget stor bog, der hermed skal mere end varmt anbefales. Og til andet en hurtig skrålæsning. Drøvtyg den i studerekammeret og i menighedens studiekreds. Det fortjener den.
Karen Schousboe
Claus Oldenburg:
'Til den vantro Thomas – tekster over trosbekendelsen'
Hovedland 2010. 159 s., 199 kr.