1700-tallet – globalisering, gossip og grådighed Share|
Fremragende bog sætter 1700-tallet ind i en glimrende forståelsesramme. Bogen er udgivet i anledning af årets Golden Days
Årets storladne kulturhistoriske festival, Golden Days, har som tema 1700-tallet. ”1700” tituleres festivalen og program, udstillinger og bøger giver da også på hver deres vis et indtryk af en tid, hvor verden på den ene side var korsetteret ind i et rigoristisk menageri af rangforordninger, etikette forskrifter og pragtfulde iscenesættelser. På den anden side gennemsyret af skiftevis oprør, vold og undertrykkelse beregnet på at holde det farlige, det anderledes fra døren – lysten, erotikken, nysgerrigheden, grådigheden, ligheden, friheden. I sagens natur kan festivalen ikke anmeldes her; den løber først af stabelen fra den 3. september. Men: de to officielle bøger, som udgives i tilknytning hertil, er på gaden allerede. Her kan vi få et glimrende indtryk af alle de mange spændende overvejelser, som festivalarrangørerne har gjort sig gennem de kompetente og fine introduktioner som de enkelte forfattere har leveret.
Parykker, profit og pøbel 1700-tallet – parykker, profit og pøbel, hedder hovedbogen, der sædvanen tro er udgivet på Politikens forlag og i det sædvanlige format. Lad det være sagt med det samme: Det er en usædvanlig velredigeret antologi og man mærker Ulrik Langens meget kyndige og viljesstærke indflydelse er blevet gjort gældende. Javel, de enkelte kapitler er skrevet af nogle af vores ypperste kendere af tiden og dens kulturhistorie. Men bogen lader sig læse i sin helhed og uden følelsen af de stilbrud, som antologier desværre alt for ofte bliver præget af. Kun Maria Hellebergs artikel om ”lyst” forekommer noget rodet. Resten er stramt og veloplagt præsenteret og ledsaget af gammelkendte billeder i nye sammenhænge – og dertil mange nye.
Det er svært at fremdrage noget på bekostning af andet. Naturligvis er Ulrik Langens eget bidrag om volden skrevet med hans sædvanlige veloplagte pen. Og fascinerende er Peter Tygesens bidrag om lighed, der uden mindste vaklen forstår at skrive sig ind på tidens hykleri uden at falde i og benytte sig sin egen tids politisk korrekte sprog. Her tales uden omsvøb om ”den sorte mand” der på billedet af Schimmelmann står ”iført turban og fjer” mens slaveejeren poserer i front som tidens type: den oplyste, følsomme mand omgivet af globus, bøger og et sentimentalt portræt af sin afdøde hustru.
Thorkild Kjærgaards bidrag med titlen ”tro” er imidlertid helt klart højdespringeren. Her fortælles der nemlig livligt om det forhold, som de fleste glemmer, når talen falder på oplysningstiden. Nemlig at datidens mennesker kun meget sjældent så en modsætning mellem på den ene side at være oplyste og på den anden side troende med en inderlighed, som de færreste i dag er beskåret. Når en teolog som Otto Frederik Müller således sad og så gennem mikroskopet på de myriader af mikroskopiske dyr, der rummes i en vandråbe ”var han ikke blot den eminente forsker i færd med at grundlægge en ny gren af zoologien. Han var også den andægtige beskuer af skaberværkets storhed og visdom”, skriver Thorkild Kjærgaard. En senere tid søgte omhyggeligt at tabuisere denne dobbelthed i oplysningstiden, men her får den altså lov til at komme til syne på en yderst befriende måde. Serveret på en måde, der ikke kan lade den tænksomme læser i tvivl. Også i dag er der ingen modsætning mellem at betragte hvorledes stjerneflokken på engang rækker ud i et grænseløst univers og på den anden side – med Brorsons ord: ler mod mig og op til himlen vinker (DDS. 15). Selvom så mange professionelle ateister har gjort deres bedste for at lyve sig til oplysningstiden som kilden til deres åndelige frisættelse. Men sådan var det aldrig!
Karen Schousboe