Emil Nolde og Danmark Share|

Var Emil Nolde tysker eller dansker? Det interesserede hans samtid. Vi andre kan nøjes med at fornøje os over hans fantastiske og gribende farvelade-kunst

Emil Nolde vakte ikke ubetinget begejstring i samtiden. Mange danske kunstkritikere mente han var for ”tysk” i sit udtryk, dvs. for kraftfuld og for påtrængende i sit farvevalg. Tyskerne derimod – og naturligvis i særdeleshed nazisterne – foragtede ham i et sådant omfang, at han selvom han var medlem af nazi-partiet kom på listen over ”entartet” – fejludviklet – kunst. Hvilket som bekendt resulterede i den forrygende samling af ”umalede billeder”, ca. 1300 akvareller, som Nolde malede i det skjulte fra 1941 -44. Efter krigen besluttede han sig desuden for at opmale nogle af disse akvareller med olie og i stort format. Ca. 50 i alt.
Det er en underlig diskussion, som samtiden førte. Som om det kunne være konstituerende for en maler at han eller hun var vokset op under et bestemt nationalflag og med afsyngelsen af bestemte nationalsange. Rettere måtte man vel pege på den kunstneriske indflydelse mødet med anden kunst, bestemt natur eller særlige kunstnere kunne få. Set med disse briller er der så næppe tvivl: Emil Nolde var meget dansk i sit udtryk. Meget tidligt i sin kunstneriske løbebane boede han i København i et kunstnerkollektiv i Holckenhus på H.C. Andersens Boulevard. Herfra tog han til Hundested, hvor han mødte sin hustru gennem mere end 40 år, Ada Vilstrup. Han drog videre til Lild Strand, opholdt sig om sommeren på Als, boede i Rudbøl indtil afvandingen der ødelagde landskabet, hvorefter han flyttede sydpå over grænsen til Seebøll. Her tilbragte han resten af sit liv med undtagelse af vintermånederne før krigen, hvor han opholdt sig i Berlin.

Vadehavet

Konstituerende for hans kunst var da vel også først og fremmeste den fantastiske natur i Vadehavet, der som bekendt strækker sig fra den jyske vestkyst og sydpå helt til Holland. Var han så friser? Ja, det er vel egentlig den bedste betegnelse at hænge om hans hals, dersom det virkelig er nødvendigt at placere ham i henseende til hans nationalitet. Så dansk? Ja, helt sikkert. Tysk? Ja, så bestemt. Frisisk, overordentlig meget.

Sin egen
Og så var han vel først og fremmest helt sin egen. Det er næppe uden grund at Per Kirkeby i et veloplagt essay fra 1986, kæmper for at holde sig manden fra livet. Emil Nolde er nemlig en af dens slags malere, der har det med at lukke munden på enhver; selv store kunstnere.
I sit essay medgiver Per Kirkeby, således at han har det svært med Noldes farver. En modig bekendelse fra en kunstner, der i hvert fald engang var langt mere reserveret i sit farvevalg. Men hånden på hjertet: Det er jo netop farverne, der får det til at ildsprudle i vores hoveder, så vi drømmer dem med om natten. Og så naturligvis motivvalget; især i den senere kunst. Trolde, afsindige kvinder, kællinger på stribe blandet godt op med vikinger. Og så selvfølgelig de mageløse religiøse malerier, der griber os om hjertet, fordi det er så tydeligt, at de er malet i en religiøs rus af dimensioner. Her er intet småtskåret, lavloftet eller kvalmt.  

Flot ophængning
I foråret er der mulighed for at dykke ned i al den dejlige malerkunst i en større udstilling på Ordrupgaard. Udvalget af billeder har tidligere været vis i Ålborg, hvor de var ophængt tematisk. Og hvor Ålborg desuden havde fået lov at låne nogle af de religiøse hovedværker, der til daglig hænger på Statens Museum for Kunst.  På ordrupgaard hænger værkerne imidlertid kronologisk. Det gør det faktisk ekstra spændende fordi vi herved får lejlighed til at se en kunstner på vej til at finde sit helt eget og særprægede udtryk. Dog er det så en anelse ærgerligt at vi ikke her kan se nogle af hans seneste malerier, som han malede for at gengive de ”umalede” billeder. Men nok om det!
Udstillingen bør befinde sig på listen over forårets uomgængelige udflugtsmål.

Karen Schousboe

Læs mere her og i det fine katalog, udgivet af Nina Hobolth, Anne-Birgitte Fonsmark samt Manfred Reuther.