Social arv lægger sig som en tung skygge omkring Søren Vinterbergs film om to brødre, og deres langtfra idylliske begyndelse på livet. Det tidlige svigt i barndommen præger voldsomt deres fortidsbundne voksenliv
Hvor de fleste oplever overgangen fra barn til voksen som et længerevarende forløb med problemer højst omkredsende stemmeføring, piger og autoriteter, bliver storebror Nik og hans to brødre overladt til sig selv af deres fordrukne moder og ikke-eksisterende fader, i denne vigtige periode. Især storebror må tage rollen og ansvaret som beskytter i den lille familie. Den sidste dråbe af barndomsuskylden bliver brat taget fra Nik, da han finder sin yngste bror kold i krybben. Sådan begynder en meget menneskelig rejse ind i de to brødres fortsatte liv og deres voksne skæbner.
Fortid og forsoning
De to brødres liv bliver vist som sideløbende historier, som på subtil vis kobles sammen. Historiernes forskellige sammenfletninger giver fornemmelsen af to skæbner, som af en grund uløseligt er forbundne. Niks historie ser vi først, og som sin mor er han faldet hen i druk. Tomme flasker pryder det værelse han bor i på et herberg.
Øjnene finder omgående enhver barnevogn i det travle gademiljø, og den dvælende skyld over vuggedøden spejles i hans adfærd, mens lillebroren som endnu lever, har han så godt som mistet kontakten til. Byrden som den ansvarlige stammer fra barndommen og tynger Nik i sit eget liv. De fejlslagne forsøg på at passe på sine små brødre, binder ham til fortiden i en sådan grad at alt hvad der kunne pege mod en ny fremtid, bliver endnu et svigt i rollen som storebror.
Efter etableringen af Niks faldefærdige liv møder vi den voksne udgave af lillebroren. Endnu en generation bliver repræsenteret i skikkelse af hans søn Martin, og et tilsyneladende ubrydeligt mønster viser sit stygge ansigt. Umiddelbart aner man en succeshistorie, da Martin bliver hentet af sin kærlige far i børnehaven, men første alarmsignal ringer, når vi hører om en manglende madpakke. Senere bliver idyllen endeligt knust, da seeren bliver bevidst om det narkomisbrug, som har sit faste tag i lillebroren. Historien truer skræmmende med en gentagelse, i skikkelse af forælderen, som er ude af stand til at passe på sit eget barn.
Den menneskelige fortælling
Det er især Niks kamp imod og for tilgivelse som skaber den gode fortælling i ”Submarino”. Her skildres en utrolig interessant, men sørgelig skæbne. Socialrealismen er barsk, men samtidig anes der glimtvise håb. Dette sker især gennem de to brødres grundlæggende godhed og kærlighed til hinanden og deres håb om en bedre skæbne.
Fortællingen er flot og seværdigt vævet sammen med upåklagelige skuespilpræstationer fra store og små, og er endnu et interessant bidrag til socialrealismens skattekammer.
Astrid Skov-Jakobsen
Submarino, Danmark 2010
Instruktør: Thomas Vinterberg
Spilletid: 113 min.