image

The JonesesShare|

De amerikanske forstadsmiljøer virker til at være en uudtømmelig kilde for satire og drama i film og tv. Fænomenet er langt fra den almindelige danskers hverdag og samtidig velkendt fra tv-serier, film og reality shows. Familien Jones flytter ind i netop sådan et forstadskvarter, om end den mere luksuriøse af slagsen, med palæer snarere end villaer


De repræsenterer den amerikanske drøm, en familie på fire med uanede mængder penge, smukke børn og kærlighed. Dette er varen naboerne vil have, og det er den vare, de i bogstaveligste forstand er kommet for at sælge.

Hollywood-veteraner
To velkendte Hollywood ”veteraner” står i spidsen for denne lidt afvigende amerikanske komedie, nemlig David Duchovny og Demi Moore. Som parret, der desperat forsøger ikke at blive narret af den samme illusion de forsøger at sælge til nabolaget, kompletterer de hinanden godt, og vigtigst af alt i denne sammenhæng ser de godt ud mens de gør det. Klichéer er der rigeligt af i karakterudformningen og historien, og ”The Joneses” bliver på intet tidspunkt så morsom, som den selv anser sig for at være. Alligevel formår filmen at holde opmærksomheden fanget, ikke mindst på grund af den sympatiske Steve (David Duchovny), der har funktion som publikums moralske bindeled til det lettere forstyrrende karrierevalg vores hovedpersoner har taget.

Kærkommen satire
Filmen fortjener også ros for at turde brygge satire på et så sprængfarligt og relevant emne, som mængden af midler der er til overflod. Finanskrisen har ramt hårdt i USA, hvilket også berøres indirekte i filmen. Der er ikke længere råd til den overflod som The Joneses sælger. Konsekvenserne der følger, når man lever for mere end man tjener, er forfriskende konsekvente og bryder med publikums forventninger og de trygge rammer. Desværre rækker modet ikke hele filmens længde og man ender med en klassisk slutning, som virker malplaceret og hul, efter det voldsomme stemningsbrud, der er foretaget i løbet af den sidste tredjedel af filmen.

Lige ved og næsten
”The Joneses” er et velkomment gensyn med Demi Moore, og en komedie som tør andet end hvad formen lægger op til. Desværre ender man med en ”lige ved og næsten” fornemmelse. Den er næsten rigtig morsom, næsten uhyre relevant og næsten en fornyelse. ”The Joneses” er udmærket underholdning og interessant i sit forsøg på at ryste posen, men gennemført er det ikke.

Astrid Skov-Jakobsen

The Joneses
USA, 2009
Spilletid: 96 min.
DK Premiere: 6. maj 2010
Opdateret  05-05-2010