Maria Larssons evige øjeblikShare|

Sverige i begyndelsen af det 20.århundrede. En fattig familie i Malmø. Et ungt ægtepar, hun af finsk herkomst. De bliver forelskede, gifter sig og det der skulle have været lykke bliver hverdag og hårdhed. Marias Sigge viser sig nemlig at have et problem: sprutten. Han kan ikke holde sig fra den og ødelægger deres tilværelse med sin fuldskab. Børnene er bange for ham, når han er fuld, og han er frygtelig voldelig.
Følelser er der ikke meget af. Det intime fællesskab, som var præget af lyst og oplagthed til at begynde med, ender med at blive til overfald, voldtægt inden for familiens rammer.
Det hjælper ikke at Sigge bliver optaget af politiske budskaber i den begyndende arbejderbevægelse. Efter en strejke kan han slet ikke forsørge familien.
Maria har for mange år siden vundet et kamera. Det vil hun sælge en dag. Hun aner ikke hvad det er. Men fotohandleren lader hende prøve at fotografere. Det viser sig at hun har et talent. Hun kan se billeder. Hun kan komponere dem.
Desuden opstår der et smukt platonsk forhold mellem Maria og den danske fotohandler. Han bliver så optaget af hende. Han ser hendes skønhed, og han ser først og fremmest hendes menneskelige skønhed, som hun hele tiden fotograferer frem og viser ved sine billeder. En dag under første verdenskrig begynder hun at gøre forretning ud af fotograferingen. De andre får nys om, hvad hun kan, og pludselig kan hun forsørge sin familie. Da manden kommer hjem på orlov, finder han stuen fuld af koner, der vil fotograferes og bliver rasende.
Han føler sig nedgjort pga. hendes selvstændighed, og det ender frygteligt, nemlig med et overfald hvor der ikke er vej uden om hans fængsling. Familien stortrives med Sigge i fængsel. Den store dreng tager studentereksamen og har ikke farens tåbelige bemærkninger over hovedet hele tiden. Den store pige læser tysk med frøken Øst og får lov til at udfolde sin begavelse – der er smil, grin og munterhed med farmand i fængsel. En dag kommer han hjem, bliver modtaget, accepteret, taget til nåde. Børnene har bedt Maria om at gå fra ham. Hun gjorde det ikke.
Der sker noget frygteligt i hendes liv. Ham, der gjorde det muligt for hende at fange det flygtige øjeblik og gøre det evigt, fotohandleren, rejser tilbage til Danmark. Hun står med en ensomhed, som er ubeskrivelig og en uudtalt kærlighed.
Sikke en historie. Det er en stor film-fortælling Troell igen har gjort. Man er tryllebundet til skikkelserne og fascineret af deres personligheder. Her er modsætninger, der ikke kan opløses. Her er liv i hele sin modsætningsfylde. Det er en beretning fra en fattig tid og historier om at mennesker kan hænge fast, men også bryde igennem!
Det er en historisk film, og der er godt med kulisser – og det er herligt at se på. Et dyk ned i historien som både er bevægende, oplysende og underholdende.
Peter Skov-Jakobsen
Instruktion Jan Troell . Biopremiere 31.10.2008, Dvd-premiere 05.05.2009. Produktionsår 2008. Spilletid 131 min.
Se filmen i
Københavns Kirke-bio >>> mandag d. 3/5 kl. 16.15
Læs mere i temaet om synd >>>