Hjemme… Endelig? Alligevel? Gud bedre det? Det er et ord, der kan fortælle en historie. Og det er den historie, der foldes ud i Marilynne Robinsons nye roman 'Hjemme'
Hjemme er den lille midtvestlige by Gilead engang i halvtredserne, hvor også forfatterens forrige roman foregik, og egentlig er det den samme historie, der fortælles, blot fra en anden synsvinkel. Og derfor er historien naturligvis en helt anden.
Den fortabte søn Jack, præsten John Bougthons søn, er vendt hjem efter tyve års fravær – for ikke at sige forsvinden. Han er den fortabte søn, som faderen har ventet på med en forjættende længsel, der har givet de fire breve, det er blevet til, en plads i selve den store bibel – imellem det gamle og det nye testamente. Det kan næsten kun blive en skuffelse.
I Gilead fortalte Robinson om præstekollegaen og faderfiguren, John Ames’ reaktion på Jacks tilbagevenden – eller rettere, hun lod ham selv fortælle, og det var denne fortællerstemme, der gjorde romanen til noget helt særligt. I Hjemme er fortælleren den traditionelle og alvidende med synsvinklen lagt hos Jacks lillesøster, Glory, den yngste af familiens otte børn. Hun er også vendt hjem, for moderen er død, og faderen er gammel og har brug for pleje og omsorg, men i realiteten har hun ikke andre steder at tage hen. Glory og Jack mødes i barndomshjemmet, og henover en stille og i det ydre begivenhedsløs sommer følger man, hvordan de tøvende lærer hinanden at kende med smertelige tilbageblik på årsagerne til den afstand, der er imellem dem. Og imellem faderen og Jack.
En klassisk historie
”Hjemme! Hvor på jorden fandt man vel en venligere plet, og hvorfor følte de det alle sammen som at være i eksil? Kunne man dog blot gå anonymt gennem et upersonligt landskab, slippe for at kende hver en stub og sten og ikke huske, hvordan markens vilde blomster var en medspiller i den barnelykke, de havde bragt deres far (Gud velsigne ham!) for at imødekomme alle hans forhåbninger”. Sådan tænker Glory om dette med at være hjemme.
Romanen er et portræt af præstefamilien med faderen som det absolutte centrum – og ikke altid et lige venligt portræt. Til gengæld er det ind imellem morsomt på sin egen stilfærdige måde. Hvor Gilead viste, at præster – i hvert fald når de selv har ordet – kan gives en sympatisk beskrivelse – er pastor Boughton nærmere den klassiske teologiske tyran. At han har ment det hele godt, gør ikke familiehistorien mindre klassisk. For man har hørt det hele før, og måske lever man selv i en familie, der fungerer på samme vilkår. Sandsynligvis, for Marilynne Robinson skriver sig ind i hjertet af det, der er familiens styrke og store sårbarhed: Den kærlighed imellem forældre og børn og imellem søskende, der kan være så uendelig svær at leve med, men som man samtidig ikke kan leve uden.
Kristendommen – alvorlig og besværlig
Det er lidt på samme måde med personernes forhold til kristendommen. Det er livet om at gøre, og derfor er det forpligtende, tungt og besværligt. Også for læseren, der ind imellem må døje med at den i det hele taget langsomt fremadskridende handling går fuldkommen i stå. Men man kan alligevel ikke undgå at blive betaget af den alvorlige insisteren, hvormed Robinson lader personerne forholde sig til kristendommen for at komme til klarhed over de mellemværender, de har med tilværelsen og hinanden. Hun skriver sprogligt suverænt med en enorm autoritet og en indsigt, der nærmer sig visdom. Man skal have god tid, for det har man i Gilead, men så har Hjemme også en smuk og vedkommende historie at fortælle.
Sara Nørholm Marilynne Robinson: Hjemme
Oversat af Hanne Richardt Beck
352 s., 299 kr., Gyldendal
Læs forfatterportræt af Marilynne Robinson
her Læs kronik om Robinsons forrige roman ’Gilead’ på kristendom.dk her