Ordets mandShare|
Kan man både blæse og have ord i munden? I sin bog ”Ordets mand” tager teologen Johannes Værge livtag med substansen i Johannes Møllehaves omfangsrige værk. Bogen er en hæderlig og varm cadeau til den folkekære og hurtigsnakkende citat-apostel

Ifølge Johannes Værge er det muligt at blæse og have ord i munden. Eller rettere at ånde ord ind og ud, som det hedder i indledningskapitlet. - I hvert fald når navnet er Johannes Møllehave. Det store Mølle-hav af ord og citatsandheder er nemlig ikke blot et langt forfatterskab bestående af tilfældige og usammenhængende indfald og overvejelser, men fuld af dybde og næring. I den forbindelse kan Værges bog minde om et forsvarsskrift, hvilket ikke er bogens formål. I sin gennemgang af Møllehaves forfatterskab trækker Værge linierne op og udpeger nogle grundtræk og temaer, der både tegner et overblik over fortælleren, forkynderen og fortolkeren Møllehaves litterære værk samt teologiske afsæt og klangbund, dels et billede af Ordets mand selv.
Det både starter og ender godt Bogen er inddelt i fire tematiske kapitler, der behandler forfatterskabet med sin begyndelse i erindringsbøgerne, herefter de bibelske genfortællinger, prædikenerne, konfirmationsbogen og ikke mindst Møllehave som romanforfatter. I det femte og sidste kapitel ses der nærmere på de litterære tolkninger lige fra Storm P., H.C. Andersen, Shakespeare, Løgstrup og til Dostojevskij. Det står klart igennem alle kapitler, at Møllehaves appetit på litterære genrer spænder vidt, og at hvert eneste møde sker i hjertelig indlevelse og med ”barnets nysgerrighed”. - Et energisk nærvær samt en smittende glæde, som Værge virkningsfuldt gengiver i bogen bl.a. ved at genfortælle og citere. Med udblik til Møllehave kan Værge derfor passende konkludere, at sandheder ikke skal opfindes, ”de foreligger allerede, skal genkendes og fremdrages. Citeres!”
Fri mands tale Bag bogen ”Ordets mand” finder vi unægteligt en forfatter, der selv øser af livsklogskab og teologisk indsigt. Vi er i gode hænder, ikke mindst i kapitel tre hvor Johannes Værge spiller med de teologiske muskler. I lettilgængelig form og sprog gennemgås træk i den dialektiske teologi samt Tidehverv som repræsenteret ved P.G. Lindhardt, begge er skoler, hvori Møllehave har stået i lære. Kategoriseringen er faglig og tjener ikke som et forsøg på at indfange og bænke Møllehave i systemtænkningen, men snarere til at vise Møllehave som den ordets frie mand, der siden har lært sig ”at stole på, at det stort set giver mening at sige, hvad han under prædikenforberedelsen spontant kommer i tanker om.” Værge forfølger loyalt Møllehaves udvikling fra den første præstetid og det intellektuelle opgør med og nej tak til al moralisme og naive forestillinger om åndelig forbedring, frem til bogens afrundende epilog, hvor vi møder Møllehave som mennesket, der på baggrund af sine livserfaringer ærligt tør indrømme, at visse livsforståelser nødvendigvis ændrer sig i takt med mennesket Møllehave selv, bl.a. teologisk i synet på det evige liv.
Af ord, til ord ”Ordets mand” er en næsten ukritisk gennemgang af manden bag de ord, der med Værges gengivelse af Jan Lindhardt har gjort mest for formidling af kirke og kristendom i Danmark i sidste halvdel af det 20. århundrede. Værges få kritiske tilløb og spørgsmål til ingredienserne i det store Mølle-hav indstilles hurtigt og søges ofte besvaret gennem Værges egne tolkninger, der uden tvivl er velkvalificerede.
Bogen skjuler slet Værges begejstring for Møllehave, og for alle os, der deler denne begejstring med ham, er bogen et gensyn med et meget levende ord, der kontinuerligt insisterer på menneskets livsmod til at se livet som værd at leve. En insisteren der har sin navlestreng i troen på Guds virkelighed, der ifølge Værges Møllehave er en virkelighed, der kun kan fortælles.
Marlene Lindsten er præst i Vor Frelsers Kirke
Ordets mand
- Johannes Møllehave som fortæller, forkynder og fortolker
Af Johannes Værge
Anis 2010
192 sider, 248 kr.