Respekt for den man hjælper
Det er en sjældent medrivende bog, Jørgen Harboe har skrevet om Kaj Baagø, missionæren der efter opgør og selvopgør droppede missionen og blev bistandsarbejder og den mest markante skikkelse bag dansk ulandshjælp. En flydende fremstilling på grundlag af en omfattende research. Med en række pågående og aktuelle spørgsmål af teologisk, eksistentiel og politisk karakter
Kaj Baagø. Født i 1926. En from dreng fra et fromt (indremissionsk) hjem. Grebet af miljøets alvor, bekymret over egne synder og de mange vantro, der ville gå fortabt i helvedes luer, besluttede han sig tidligt for at gøre noget ved sagen. Med en næsten skræmmende energi, og med fantasi og virkelyst, Seks år gammel erklærede han, at han ville være missionær, og som 8-årig stiftede han til sine stolte forældres glæde en missionskreds, som han styrede med sikker hånd. Fx afviste han, at også hans ældre søster kunne prædike. Hun var ikke from nok! - Samtidig begyndte han at skrive opbyggelige og vækkende artikler. ”Et anspændt barn, nogle vil måske endda sige overspændt”, skriver Jørgen Harboe.
Lindhardt syrebad
Der blev allerede lirket ved den snævre fromhed gennem deltagelse i Danmarks Kristelige Gymnasiasters sommermøder, og gennem deltagelse i modstandskampen, og da han begyndte teologistudiet i Århus, gik der virkelig skred i tingene. Måske er skellet mellem troende og vantro slet ikke det fundamentale ved kristendommen. Måske er sandheden slet ikke noget man kan regne op, men noget der rammer og udfordrer den enkelte i ”øjeblikket” Osv. Den ”vantro” P.G. Lindhardt blev den store guru. Og Lindhardt spottede hurtigt den begavede Baagø og gjorde ham til yndlings-disciplen. En yderligere markant påvirkning fik han ved at følge Paul Tillich under et studieophold i New York. Her lærer han tanken om ”kairos” at kende: at hellige øjeblikke forlener udvalgte mennesker med Guds kraft til udvikling af en bedre verden for alle. Og tanken om, at kristendommen kun er én af vejene til Gud!
Hjælp til selvstændighed
Men Baagø fastholder at ville være missionær, og det bliver han. I Indien. Året er 1958. Men han udvikler sig hurtigt til en meget kritisk missionær. Bliver mission ikke let en bedrevidende, nedladende fortsættelse af kolonimagternes virke? Imperialistisk? Spørger han. Og det varer ikke længe, før han kan svare: ”Vi driver ikke mission for at løfte hedningerne op på et højere religiøst plan. Heller ikke for at udbrede vores kulturs goder til dem, eller af medlidenhed.”
Hvorfor så? Fordi vi vil hjælpe dem til selvtillid og selvstændighed! Men har kristendommen så et fortrin, en særlig force?? Baagø er sendt ud som missionær og dr.theol. og virker som universitetsprofessor, skal lære missionærerne og befolkningen, hvad kristendom er. Så det er jo vigtigt, at han her kan give et ærligt og opbyggeligt svar.
Farvel til kirken
”Syndernes forladelse”, tænker han. Men er det særegent? og er det nok? Han synes selv, hans kristendom er ved at blive lidt udtyndet. Han synes bedre og bedre om Gandhi, og mindre og mindre om missionsselskaberne. Og om kristendommen, kirkens kristendom. Og efter ni intense år med sin familie i det fremmede må det slutte. Han opgiver missionær-gerningen og – han melder sig ud af folkekirken!
Uopstyltet næstekærlighed
Her slutter første del af Harboes bog. Uden kunstig dramatisering er et sandt drama blevet rullet op, med et væld af iagttagelser og detaljer. Og dramaet fortsætter i bogens anden del, der handler om Baagøs tid som bistandskonsulent og – attaché i Indien og senere bilateral chef i Danida. Baagø vil praktisere næstekærlighed, hjælpe mennesker i nød. I ulands-arbejdet skal fattighjælpen have førsteprioritet, hjælpen til selvagtelse og selvstændighed – og ikke kyniske kalkuler om forbedring af dansk eksportmuligheder. Han løber sig naturligvis mange staver i livet, men hans energi og fantasi og karisma er usvækket, og der er stor og stigende respekt omkring hans personlighed. Han bliver et navn i internationale kredse.
Verdenshistorie
Denne del af bogen er oplysende og gribende på en ny måde. Man får virkelig fornemmelse for de folk, Baagø arbejder for og med og mod. Og samtidig får man repeteret store dele af nykolonialismens og tredieverdenens historie: Gandhi, Nehru, Indira Gandhi, MacNamara og Verdensbanken, Nyere i Tanzania, krigene, mordene, katastroferne, Indien, Pakistan, Bangladesh, Bhutan, Sri Lanka og tamilerne osv. osv. osv. - Harboe kan virkelig den kunst kort og knapt at skildre både bredden og dybden. Man bliver ikke kun klogere, man får også mange tanker til overvejelse.
Giganten mister kræfterne
Til sidst slider Baagø sig op. Han bliver gjort til ambassadør, men dette mere glansfulde liv bekommer ham dårligt og slet ikke hans kone og livsledsager. Det bliver også kort. I 1987 dør han af et hjertetilfælde, 61 år gammel.
Harboe har virkelig med denne grundige, klare og fint illustrerede bog sat Baagø et smukt minde.
Steffen Støvring
Jørgen Harboe: ”Manden, der ville frelse verden. Historien om Kaj Baagø”
Kristeligt Dagblads Forlag, 2010
416 sider, illustreret, vejl. pris: 299 kr.